Bagom

Celina Christensen
Jeg er en ung kvinde på 30, der siden jeg selv blev gift, syntes at der manglede et supplement til de eksisterende brudekjoleforretninger. Jeg savnede et sted, der var inspirerende, roligt og ikke mindst et sted, hvor kjoleudvalget ikke lignede alle de andres. Jeg har derfor startet min egen brudekjoleforretning med henblik på at imødekomme dette. Jeg håber, at du vil kigge dig lidt omkring her på siden og forhåbentlig ses vi, når du er på jagt efter drømmekjolen.

Barsel
Jeg er så enormt heldig at jeg i august måned blev mor til en vidunderlig dreng. Jeg har derfor været på udkig efter den helt rigtige til at drive forretningen videre, mens jeg holder barsel. Det er derfor med stor glæde og ro i sjælen, overladt kommende brude til Nicole, som er yderst kvalificeret.

Nicole har diverse uddannelser, som både giver hende en god forståelse for design i al almindelighed samt det mere praktiske så som tilretninger og konstruktion mm. Hun er altså både fagligt kompetent og har en udpræget æstetisk sans. Selv er hun blevet gift sidste sommer og hun har derfor en vigtig indsigt i lige netop denne proces. Jeg har trygt overladt forretningen til Nicole, som vil møde jer med åbne arme og gøre alt for, at I får en afslappet og behagelig brudekjoleprøvning.

En typisk brudekjoleprøvning
Når du kommer tager vi først en lille snak om, hvad du har gjort dig af tanker, så jeg får en fornemmelse af, hvor du er henne i brudekjoleprocessen. Måske er det noget helt specifikt, du søger, eller også har du brug for at finde ud af, hvad du egentlig er til. Uanset hvor du er i processen, så kan jeg uden tvivl være behjælpelig med at guide dig gennem junglen.

Har du ikke været ude at prøve så meget, så starter jeg gerne ud med ca. 4 kjoler, som har forskellige snit og forskellig stil, på den måde kan både du og jeg spore os ind på, hvad der klæder dig og ikke mindst hvilken stil du er til.

Når vi sammen arbejder hen mod at finde den helt rigtige kjole, kan jeg finde på at spørge indtil, hvor festen skal være, hvilke tanker I har gjort jer omkring et evt. tema osv. På denne måde, kan vi sikre os at kjolevalget harmonere med resten af brylluppet.

Det allervigtigste er dog, at vi finder kjolen, som du føler dig 100% tilpas i. Udover at kjolen selvfølgelig skal klæde dig, så skal den også afspejle dig og matche din personlighed.

Showroom
For mig er det enormt vigtigt at befinde sig i dejlige omgivelser, når man skal tage en stor beslutning og det er det at købe en brudekjole. Jeg har derfor indrettet mig i et stort lyst lokale, hvor der er god mulighed for at komme rundt i kjolen og mærke efter, om det er det rigtige. Mens du er fokuseret på kjolen, vil dem du har med, kunne nyde synet fra de bløde sofaer, mens de får en let servering. Alle skal have haft en god oplevelse, når de går ud af døren.

Hvordan forbereder jeg mig på prøvningen?
Når du kommer for at prøve brudekjoler, behøver du ikke at forberede dig så meget. Det kan dog være en god ting at tage et par sko med i den højde du tænker bliver relevant i forhold til brylluppet og undertøj gerne lyst og evt. uden stropper. Dette er langt fra et must, men kan dog give det bedst mulige indtryk af hvordan det hele kommer til at spille sammen i sidste ende.

Hvornår skal man bestille tid til en brudekjole-prøvning?
Vi anbefaler, at du bestiller tid til at prøve brudekjoler senest 6 måneder før, du skal giftes. Det tager op til 4 måneder at få en brudekjole hjem og efterfølgende skal man kalkulere med tid til tilretning af kjolen. Der er selvfølgelig stadig muligheder for at få brudekjoler hjem, selvom du kommer med under 6 måneder til dit bryllup, vi kan bare ikke tilbyde dig hele vores sortiment.

Priser
Vores priser på vores kjoler ligger fra 10.700 – 18.200 kr. Herudover har vi separates fra 1.800 kr. pr. del. Vi kører løbende “sample sale” på udvalgte kjoler, som er sat ned med op til 70%. Dette er enten kjoler, der er udgået, eller mærker vi ikke fører mere.