Vinterbryllup: Inspiration til bordstylingen

Jeg er kæmpe fan af vinterbryllupper, herunder de eventyrlige julebrylluper. Hygge og en magisk stemning er i den grad ord, som er tæt forbundet med et vinterbryllup. Frostklart snelandskab (vi krydser fingre igen i år), ild i pejsen, levende lys i massevis, gyldne toner, dybgrønne buketter med fløjlslignende blomster og duften af gran og bagværk. Dette er blandt de elementer, der kendetegner årstiden og som kan anvendes til at skabe et hyggeligt og intimt bryllup. Jeg elsker det hele og ville ønske, at der var flere der blev gift i denne magiske måned. I dag vil jeg ihvertfald gøre mit, for at inspirere jer til et magisk vinterbryllup. Jeg lægger ud med inspiration til fire fortryllende juleborde, som jeg klart ville kopiere, hvis jeg skulle giftes igen. Er du mest til det naturlige grønne, det stilrene hvide, moderne designelementer eller det hyggelige og traditionelle look, så er der noget for enhver smag. Så bare hop ud i det, og lad dig inspirere af disse 4 gennemførte juleborde. Der er jo ingen der siger, du skal følge det til punkt og prikke.

EVENTYRLIG GRØN SKOVBUND

Med det første bord, er vi lang fra ideen om den traditionelle juledug. I stedet er bordet dækket af en skovbund af grønne blade og bregner. I fin kontrast til den botaniske ‘dug’ er det fine, hvide service og de klare krystalglas. Tilsat det uundgåelige juleelement: guld! I form af eksklusivt guldbestik og svungen guldskrift på menukort. Et anderledes bud på en opdækning, hvor du selv kan gå i skoven og vælge årstidens grønt. Med sikkerhed en styling, som vil få dine gæster i den helt rette julestemning.

TRADITIONEL, NORDISK HYGGE

Mad er den perfekte rekvisit på et julebord, og heldigvis byder både jul og bryllupper på masser af lækkert mad. Så hvorfor ikke tænke det ind, når du styler jeres bryllupsborde. Det billigste pynt, som tilmed kan nydes af gæsterne. Som disse spiselige elementer, der bare oser af julehygge; smukke røde granatæbler og himmelske kager med løbende glasur. Sat sammen med en fin bordløber, bestående af gran, kogler og bær, som man med lethed selv kan finde i naturen. Alt sammen arrangeret på en stribet hørdug, der sammen med de levende lys, skaber en hyggelig og hjemlig atmosfære. Den fineste, traditionelle borddækning, som jeg vil mene, er let at efterligne – og som jeg er sikker på, mange skandinaviske brude vil elske.  Mad er bare hygge!!

ALL SNOW WHITE

Her er man gået all-in for at skabe et eventyrligt snedækket julebord, kuperet med iskugler og masser af hvide bloklys. Jeg elsker det enkle og stilrene udtryk, hvor fokus er på overflader og forskellige teksturer i en all-white borddækning. Det matte porcelænsydre lander så fint og let på snedugen – og den blanke kontrast i den indvendige flade af tallerkenen står stærkt sammen med de klare krystalglas. Så hvis du ikke tør sætte din lid til en hvid jul, så kan du i det mindste drømme dig derhen med denne bordstyling. Og jeg er sikker på, jeres gæster vil måbe noget, når de ser dette prægtige syn. Simpelthen så gennemført, og jeg elsker, at der er blevet tænkt ud af boksen!

MODERNE & STILFULDT

Et fantastisk moderne og stilfuldt bord, der bare emmer af overskud og hygge. De fantastiske stager i messing, giver højde til bordet og matcher det guldbelagte bestik. Generelt er der bare tænkt over enhver detalje ved denne bordstyling. Se bare hvordan porcelæn, glas, julekugler og fyrfadsholdere har den samme riflede overflade – simpelthen så fuldendt. Et lyst og indbydende bord, der er holdt i ens toner. Personligt er jeg vild med den mintgrønne nuance, som går igen i flere elementer; i de bløde hørservietter med flosset kant, de høje stearinlys og de fine små, glimtende ‘grankugler’. En borddækning som virkelig følger devisen om ‘less is more’, og hvor der er tænkt over enhver detalje.

Billede i top: Carolina Segra
Borddækning nr. 1. A table Story
Borddækning nr. 2: MagicLinen
Borddækning nr. 3. A table Story
Borddækning nr. 4. Julie Wettergren

 

 

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *